Har du læst det forrige indlæg? Hvis du ikke allerede har læst mit indlæg om smerte, vil jeg stærkt råde dig til at gøre det, inden du læser videre. Tryk her
Alle har prøvet at føle en smerte. Hvis du falder og slår knæet, kommer der måske et sår, og det begynder at gøre ondt. Efter et par dage begynder smerten langsomt at aftage, og efter noget tiden er smerten helt væk.
Der er en god grund til, at det gør ondt i denne situation, og smerterne er hensigtsmæssige i den forstand, at den fortæller dig, at du skal passe på knæet, indtil det er helet igen. Disse smerter kender vi som de akutte smerter.
Men hvad nu hvis smerterne af en eller anden grund ikke går væk? I nogle situationer bliver de værre, måske begynder det at gøre ondt, når du går eller bruger benet på en bestemt måde. Måske begynder det også at gøre ondt i hvile, eller du vågner op om natten pga. af smerterne. Pludselig har smerterne stået på i et års tid, og det er bare ikke blevet bedre.
Dette kaldes for den kroniske smerte, hvilket ofte er en meget kompleks tilstand uden nogen klar årsagssammenhæng.
Smerterne kan være opstået i forbindelse med et uheld, hvor man kan se en skade i vævet, eller i forbindelse med en overbelastning gennem sin sport eller sit arbejde. I disse situationer er der en god årsagssammenhæng mellem skaden og dine smerter. Men når smerterne varer ved i lang tid efter, at skaden er helet, så er der ikke længere nogen god årsagssammenhæng. Man burde altså ikke have nogen smerte længere, nu hvor vævet er helet.
Ved kroniske smerter er der ikke nogen stærk årsagssammenhæng mellem dine smerter og vævets tilstand.
Smerten giver ikke længere mening
Når man ender i disse kroniske tilfælde, vil man ofte søge hjælp hos en læge, fysioterapeut, kiropraktor. Eller måske alternativ behandling, hvis de konventionelle behandlinger ikke har virket.
Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg om smerte, er den biomedicinske smertemodel stadig meget populær inden for behandlerverden, og derfor vil du ofte høre, at dine kroniske smerter skyldes nedslidte led, instabilitet, låste led, skæv ryg / bækken, at du står / sidder forkert, diskusprolapser, skader i muskler eller sener, samt mange andre biomedicinske forklaringer.
Selvom disse forklaringer er meget populære og giver god mening, så har videnskaben gang på gang vist, at de biomedicinske forklaringer ikke er gode, og har meget lidt at skulle have sagt ift. kroniske og længerevarende smerter. Smerte er præget af mange forskellige faktorer, og der er aldrig kun én årsag til hvorfor man har ondt.
En videnskabelig forklaring på kroniske smerter
Men hvad er så grunden til, at smerten varer ved? For at kunne give et godt bud på dette, er man nødt til at forstå, hvordan smerte overhovedet bliver genereret i kroppen.
I mit forrige indlæg skrev jeg, at nervesystemet blandt andet fungerer som et alarmsystem, der har til opgave at reagere på potentielt farlige signaler i kroppen. Dette alarmsystem er hele tiden tændt og reagerer ved at sende elektriske impulser gennem nerverne og op til hjernen. Disse impulser indeholder information om hvad der sker rundt omkring i kroppen.
Hvis du slår dig, og der opstår en skade i vævet, så reagerer alarmsystemet og sender signaler op til hjernen. Disse signaler kaldes for nociception. Det er ikke et smertesignal, men nærmere information om tilstanden i pågældende område. Ud fra disse oplysninger er det hjernens opgave at vurdere, om skaden er tilpas stor til at det skal gøre ondt. Hvis hjernen ikke opfatter skaden som værende farlig, så vil det heller ikke gøre ondt.
Samme princip gælder, når du stresser vævet, f.eks. under løb, vægttræning eller ved at sidde i samme stilling over længere tid. At stresse vævet er ikke farligt, og i de fleste tilfælde er det sundt. Men hvis du stresser vævet for meget – altså løber eller træner mere end hvad kroppen har vænnet sig til – så vil alarmsystemet også fortælle hjernen om denne potentielt skadelige adfærd.
Dette er selvfølgelig en oversimplificering af selve processerne, men det giver alligevel en god forklaring på, hvordan nervesystemet og hjernen reagerer på forskellige input.
Et sensitivt nervesystem
Nu går vi lidt mere i dybden med processerne i nervesystemet.
Alarmsystemets aktivitet stiger som sagt, når den opfanger ændringer i vævet (som nævnt ovenfor). Denne aktivitet kan stige yderligere gennem forskellige mekanismer. Hvis vævet er blevet beskadiget, vil der opstå inflammation, hvilket vil øge alarmsystemets aktivitet. Den øgede følsomhed bliver inden for smertevidenskaben kaldt for perifer sensitivering og resulterer i hyperalgesi (et smertefuldt stimulus opleves stærkere end normalt).1
Ovennævnte skaber altså en overfølsomhed eller sensitivering i selve det påvirkede område. Når hjernen normalt får besked fra alarmsystemet, kan den vælge at inhibere signalerne for ikke at blive bombarderet med for mange signaler. Denne inhibering af de sensoriske signaler vil faktisk altid opstå, når alarmsystemet er aktivt. Men hvis hjernen gentagne gange bliver bombarderet af signaler fra alarmsystemet, så vil inhiberingen blive mindre, og dermed bliver der lukket flere faresignaler ind til hjernen. Dette kaldes for central sensitivering.2
Har du prøvet at slå hul på knæet og bemærket, at det også gør ondt at røre rundt om såret, der hvor der umiddelbart ingen skade er sket? Eller når du vasker såret med vand, så gør det også ondt? Dette skyldes den centrale sensitivering, da inhiberingen af alarmsystemets signaler fra og rundt omkring det skadede område er reduceret.
Denne hypersensitivering af nervesystemet er selvfølgelig en god ting, når man får en skade, da smerten opfordrer til en beskyttende adfærd, således at vævet kan få tid til at hele.
Når smerten varer ved
Når skaden er helet og der ikke længere er brug for en beskyttende adfærd, så bør sensitiviteten i nervesystemet også blive normalt igen. Skaden er der ikke længere, så derfor bør det heller ikke gøre ondt.
Men hos nogle mennesker bliver denne øgede følsomhed umiddelbart ikke normal igen, også selvom skaden er væk. Dette fænomen ses hos dem med kroniske smerter.
I disse tilfælde skyldes smerten ikke længere en skade i vævet, men nærmere nervesystemets øgede følsomhed over for stimulus. Hjernen prøver at beskytte området, uden at det har brug for at blive beskyttet.
Men hvorfor falder denne sensitivering ikke igen? Man er desværre ikke nået så langt med videnskaben endnu til, at der kan gives et endegyldigt svar, men man ved, at flere faktorer er med til at påvirke denne sensitivering.
Din opfattelse af smerten. Hvis du er af den opfattelse, at du forværrer din tilstand, hver gang du mærker din smerte, eller at din lænd f.eks. er skrøbelig og ikke kan tåle nogen form for belastning eller bevægelse, så har denne negative opfattelse en markant betydning for din smerteoplevelse.
Angst og katastrofisering. Er du bange for smerten, og går du og tænker, at du aldrig nogensinde vil blive smertefri igen? Har du samtidig stress eller en depression, eller får du ikke sovet om natten? Alle disse faktorer er med til at påvirke smerten i en negativ retning.
Social kontekst. Har du mulighed for at gå på arbejde, selvom du er smertepræget, eller bliver det sværere og sværere at håndtere? Anerkender din familie eller venner din smerte, eller har du ikke mulighed for at åbne op om din tilstand?
De fysiologiske aspekter, såsom nervesystemets følsomhed, er ikke alene om at påvirke smerteoplevelsen. Psykologiske og sociale aspekter har også vist sig at have en indflydelse.
Hvad gør man så?
Hvordan får man så skruet ned for dette overfølsomme alarmsystem? Desværre findes der ikke én effektiv behandling eller metode til at behandle kroniske smerter. Hvis du har fundet en terapeut, der mener at dine kroniske smerter skyldes en specifik årsag, bør du stærkt overveje, om denne terapeut rent faktisk er kompetent nok til at behandle dig.
Læs mere om hvordan man behandler smerter her.
