Sabine – Fra daglige knæsmerter til tunge squat
Sabine har i flere år lidt af daglige knæsmerter, som især gav sig til kende under sit arbejde som danser og performer, men hun oplevede også til tider smerter ved trappegang og lette øvelser. Efter en fysioterapeutisk undersøgelse og en snak om målsætning fandt vi frem til, at der skulle prøves kræfter på styrketræning med ekstra fokus på knæet.
Når man har en smerte i længere tid, kan nervesystemet blive sensitiveret. Dette kan forstærke smerterne, da belastningstolerancen bliver mindre. Det vil altså sige, at der skal mindre belastning til, før det gør ondt.
Styrketræning vil ikke kun styrke musklerne og strukturerne omkring det smertefulde område, men kan også øge vævets tolerance over for mekanisk stres og dermed også mindske nervesystemets oversensitivitet.
Markant forbedring
Dette viste sig også at være tilfældet med Sabine. Gennem et 12 ugers forløb med en ugentlig træning er knæet nu markant bedre i dagligdagen, trapper er ikke længere et problem og smerterne under dans er drastisk reduceret. Derudover har hun nu en nyfunden interesse i at løfte tunge ting. Stærkt!